Risk Management – toldområdet
Toldområdet er ganske risikofyldt og stiller store krav til den enkelte virksomhed, dennes eventuelle speditør, og ikke mindst til virksomhedens revisor. Igennem mange år har det lydt, at toldområdet var et marginalområde, hvis betydning ville svinde i takt med EU-udvidelserne og de løbende forhandlinger om toldnedsættelser mv. i WTO-regi. Virkeligheden er imidlertid en anden. I takt med at en stadig større del af dansk vareproduktion flyttes til lande uden for EU, ikke kun Ukraine, Kina og Indien, men også flere andre lande i øvrige Fjernøsten og Sydamerika, vil flere og flere virksomheder komme i berøring med toldområdet. I denne artikel gennemgår forfatterne de faktorer, der skal inddrages ved vurderingen af en importvirksomheds toldmæssige risici, ligesom der fremdrages en række eksempler på fejlkilder, der forekommer hyppigt i mange importvirksomheder.
1. Introduktion
Tolden er først og fremmest en finansieringskilde. Told opkræves af de enkelte medlemsstater på vegne af EU. Den medlemsstat, der har opkrævet told, beholder 25 % af de toldindtægter, den opkræver, til dækning af omkostninger til toldadministration, mens de resterende 75 % af indtægten indgår i EU’s budget. Tolden indbragte således 17,7 mia. Euro i 2009 – eller 15,21 % af EU’s samlede indtægter. Udover at fungere som finansieringskilde, fungerer tolden også som et væsentligt handelspolitisk instrument, hvor toldsatsernes størrelse – på linje med fastlæggelsen af et loft over mængden af importvarer af en given art eller fra et givent land – anvendes til at kontrollere, stimulere eller hæmme importen eller konkurrencen af givne varetyper fra bestemte lande.
Told er overordnet set baseret på internationale konventioner, som således danner grundlag for den regulering, der er vedtaget i EU i form af blandt andet EF´s toldkodeks med tilhørende gennemførelsesbestemmelser. Toldkodeksen er en forordning, som derfor i alle detaljer er bindende og direkte anvendelig i samtlige EU-lande. En danske importører kan derfor påberåbe sig toldkodeks direkte over for de danske myndigheder. Toldhåndtering af varer reguleres af et særdeles komplekst regelsæt, hvor selv mindre afvigelser i procedurerne kan føre til, at der er afregnet for lidt – eller for meget – told.
Modsat andre skatter og afgifter fx moms er der ikke fradrag for told. En toldfejl rammer derfor direkte på bundlinjen. Dertil kommer, at det kun er muligt i begrænset omfang at få godtgjort toldbeløb, der er afregnet til SKAT. Det har i den forbindelse ingen betydning, om det skyldes en fejl eller en bevidst handling, at virksomheden har betalt for meget i told.
Enhver virksomhed, der er beskæftiget med vareimport eller -eksport, bør derfor have et indgående kendskab til de toldregler, som den konkrete import eller eksport aktualiserer. Set fra et europæisk synspunkt bør særligt importvirksomheden være påpasselig, da regningen for de fejl, der måtte blive begået ved den toldmæssige håndtering af varernes import, i udgangspunktet ofte stiles direkte til importøren. Importøren er også i søgelyset i de hyppigt forekomne tilfælde, hvor importøren har anvendt en speditør til at håndtere toldbehandlingen af varer. Outsourcing af toldhåndteringsopgaven indebærer således ikke pr. automatik en outsourcing af ansvaret forbundet hermed!
Det skal noteres, at toldreglerne også er i spil i de tilfælde, hvor en virksomhed slet ikke betaler told af de indførte varer, fx, fordi varerne importeres fra lande, som EU har ensidige eller gensidige frihandelsaftaler med såkaldte præferenceaftaler, eller fordi varerne indføres under en ordning, hvor toldfriheden er betinget af eksempelvis reeksport, særlig anvendelse af varerne eller lignende.
Toldfriheden hviler nemlig på en række forudsætninger, som alle skal være opfyldt, hvis toldfriheden skal bevares. Dermed udgør også en toldfrihed – i lighed med en toldbetaling – en latent risiko for, at der sker efteropkrævning af told, hvis betingelserne for toldfriheden de facto viser sig ikke at være opfyldt! Såvel virksomheder, der indfører varer toldfrit, som virksomheder, der indfører varer mod betaling af told, bør derfor minimere denne latente risiko gennem opbygning og overholdelse af toldmæssige sikkerhedsrutiner.
2. Overblik over økonomiske risici
Når risikoniveauet for en virksomheds toldmæssige forhold skal afdækkes, skal der tages udgangspunkt i virksomhedens import og eksportvarer, halvfabrikata og råmaterialer. Der skal i den forbindelse ske en identifikation af de varegrupper, hvor toldbelastningen er størst enten på grund af omsætningens størrelse, toldsatsen eller toldværdien. Herefter skal der foretages en vurdering af, om de identificerede varegrupper toldmæssigt er behandlet korrekt og mest optimalt.
Når risikovaregrupperne er identificeret, skal der ske en vurdering af toldniveauet, dvs. størrelsen af den almindelige toldsats og eventuelle reducerede eller forhøjede toldsatser for de importerede varer. Hvis der er tale om import af et eller få produkter, bør den faktiske toldposition og den hertil knyttede toldsats ligeledes fastlægges.
I andre tilfælde bør der ske en vurdering af toldniveauet baseret på de gennemsnitlige toldsatser i de relevante kapitler i toldtariffen. Dette kan være en ganske kompliceret vurdering og alternativet kan være, at man i risikovurderingen opererer med den ”højest mulige” sats, stadig under hensyntagen til arten af de varer, som importeres.
Ved vurdering af risikoen bør der ligeledes ske en vurdering af karakteren af de importerede varer, hvor eksempelvis import af forarbejdede fødevarer, tekstilvarer og højteknologiske produkter er mere risikobetonet end import af træ, plast mv., da toldsatserne for disse førstnævnte produkter generelt er meget høje.
Endelig kan der være særlige forhold, som skal indgå i vurderingen, herunder omfanget af re-eksport, eventuel lønsyning af tekstilvarer i lande uden for EU mv.
|
Udvalgte toldpositioner med satser
Tun på dåse 24 %
Fjernsyn 14 %
Kjoler 12 %
Legetøj af plast 4,7 %
Golfudstyr 2,7 %
|
Der er selvsagt en række lande, hvor den latente risiko for fejl mv. er større end andre lande. Da det afgørende rent toldmæssigt set imidlertid ikke er fra hvilket land en vare er importeret, bør der dog udvises tilbageholdenhed med at tillægge eksportlandet væsentlig betydning ved udvælgelsen af, hvilke varer, der skal undergives en dybdegående risikovurdering.
Det skal noteres, at der meget vel kan være indkøb fra andre EUlande, som reelt dækker over indkøb af varer, der har oprindelse uden for EU, og som derfor ligeledes udgør en risikofaktor.
3. Gennemgang af hovedområder
Når først der er skabt et overblik over virksomhedens toldmæssige forhold, herunder dens kompleksitet og de økonomiske risici, skal der foretages en analyse af virksomhedens transaktioner med henblik på at sikre, at virksomheden anvender toldreglerne korrekt og naturligvis også udnytter de optimeringsmuligheder, der findes i toldlovgivningen.
Nedenfor gennemgås de hovedområder inden for toldreglerne, hvor der oftest begås fejl og hermed bevidst eller ubevidst oparbejdes latente økonomiske risici. Samtidig er det i vidt omfang de nedenfor nævnte områder, som rummer de største optimeringsmuligheder, hvilket bør inddrages i gennemgangen af virksomhedens toldforhold, om end fokus selvsagt primært bør være på risikominimeringen.
3.1 Tarifering
Enhver vare har en – og kun en – korrekt placering i toldtariffen, der som udgangspunkt består af en række 10-cifrede varekoder. Den korrekte henførsel af en vare under en given varekode, og hermed den korrekte tarifering af en vare, er af essentiel betydning, da netop placeringen i toldtariffen er afgørende for størrelsen af den told, der skal betales ved import af varen. Derudover har varekoden betydning for vurderingen af, om der til denne eksakte vare er knyttet relevante handelsforanstaltninger fx antidumpingtold, som skal iagttages ved import – eller eksport – af varen.
EU er en del af et internationalt toldsamarbejde og hermed underlagt den internationale harmoniserede nomenklatur kaldet HS. Den europæiske kombinerede nomenklatur, kaldet KN, er derfor langt hen ad vejen identisk med HS. Ved import og eksport af en given vare i de mange lande og toldunioner, som har tiltrådt HS, vil de første 6 cifre i varens toldposition derfor være identiske. Hvis der er forskel på de første 6 cifre i varekoden, alt efter hvor varen importeres til eller fra, er det udtryk for, at der er begået en fejl i et af landene.
Korrekt tarifering er afgørende, og fejl i tariferingen kan føre til uforudsete høje toldkrav, som ikke er indregnet i varens pris. Der skal derfor udvises stor omhu ved en vares tarifering. Hvis der er den mindste tvivl om den korrekte tarifering af en vare, bør der indhentes en såkaldt bindende tariferingsoplysning, kaldet en BTO, ved myndighederne. En BTO indhentet i EU er gældende i
samtlige lande i EU for den virksomhed, som er indehaver af BTO-en.
3.2 Oprindelse og toldpræferencer
EU har indgået ensidige eller gensidige frihandelsaftaler – de såkaldte præferenceaftaler – med en række lande. Disse aftaler giver mulighed for at importere varer fra de omfattede lande toldfrit eller til nedsat told. Betingelsen for at opnå toldlempelser er, at varen skal have såkaldt oprindelse i det præferenceberettigede land. De nærmere betingelser for hvornår en vare har præferentiel oprindelse, afhænger dels af, hvilken type vare, der er tale om og dels hvilket land, varen kommer fra. Betingelserne for opnåelse af præferentiel oprindelse er, for så vidt angår de gensidige præferenceaftaler, fastsat i selve oprindelsesaftalen mellem aftalelandet og EU, mens den for de ensidige præferenceaftaler er fastlagt i den såkaldte generelle præferenceordning. Kravene til opnåelse af præferentiel oprindelse kan derfor variere ganske meget fra land til land og fra vare til vare.
Varernes oprindelse dokumenteres via et oprindelsescertifikat, der er godkendt af de lokale myndigheder eller ved en såkaldt fakturaerklæring, som godkendte eksportører har fået bemyndigelse til at udstede. Oprindelsescertifikatet skal som udgangspunkt følge varerne fra producenten til importøren, således at importøren kan fremlægge dokumentation for oprindelsen i forbindelse med varernes fortoldning.
Hvis en vare importeres toldfrit eller til nedsat told fordi varen har oprindelse i et land, som EU har indgået en præferenceaftale med, og det efterfølgende viser sig, at varen ikke opfylder betingelserne for at have oprindelse i det pågældende land, vil importøren blive efteropkrævet told af de importerede varer. Dette gælder også i de oftest forekommende situationer, hvor importøren på tidspunktet for importen ikke havde kendskab til, at betingelserne ikke var opfyldt. Det er således i forholdet til toldmyndighederne som udgangspunkt altid importørens ansvar, at de importerede varer opfylder betingelserne for oprindelse. Det er derfor vigtigt, at importøren sørger for at få dokumentation for varernes oprindelse, herunder så vidt det er muligt
sikrer sig, at producenten overholder betingelserne for opnåelse af oprindelse, der er fastsat i præferenceaftalen.
Det forekommer desværre jævnligt, at det oprindelsescertifikat, som importøren modtager, er forfalsket eller udstedt på baggrund af forkerte oplysninger. I disse tilfælde, kan myndighederne i det pågældende land ikke gøres ansvarlige herfor, medmindre der er tale om en egentlig myndighedsfejl. Selv i de tilfælde, hvor myndighederne således har afstemplet oprindelsescertifikaterne, som sidenhen underkendes af selv samme myndighed, er det den europæiske importør, der kommer til at hæfte for tolden over for den europæiske toldmyndighed.
En vis sikkerhed kan opnås, hvis importøren får en erklæring fra leverandøren om, at leverandøren vil betale toldkravet, hvis det efterfølgende viser sig, at produkterne ikke opfylder betingelserne i præferenceaftalen. Dermed opnår importøren i det mindste en adgang til at rette kravet mod leverandøren. Denne ret kan dog – alt efter hvor producenten er etableret – være vanskelig eller meget omkostningstung at håndhæve. Hertil kommer risikoen for, at leverandøren ikke eksisterer, når toldkravet falder, og at leverandøren ikke har likviditet til at løfte toldkravet.
En gennemgang af virksomhedens toldforhold på dette område forudsætter dels en kritisk gennemgang af de oprindelsesdokumenter, som modtages fra leverandøren, dels en gennemgang af øvrige dokumenter, som kan tjene til en bekræftelse af varernes oprindelse. Endelig bør der for at sikre at oprindelsen kan verificeres, ske en vurdering af de tiltag, som importøren i øvrigt har iværksat fx importørens kendskab til og kommunikation med sine leverandører mv.
Ud over at se kritisk på dokumenterne, bør også den sunde fornuft råde. Det turde fx være indlysende, at bananer, der modtages fra Norge, næppe har deres oprindelse i Norge!
|
Oprindelse:
En dansk virksomhed køber tekstilvarer fra en europæisk leverandør. Den danske virksomhed antager, at tekstilvarerne har oprindelse i Europa. Varerne sælges efterfølgende til en kunde i Norge. I den forbindelse anfører den danske virksomhed på fakturaen, at varerne har oprindelse i Europa, således at varerne kan indføres i Norge til en lavere toldsats (præferencetoldsats). I forbindelse med en efterfølgende kontrol hos den norske virksomhed konstaterer de norske toldmyndigheder, at de indførte varer ikke har oprindelse i Europa, og den norske virksomhed bliver derfor efteropkrævet et anseligt toldbeløb som følge heraf. Den norske virksomhed retter efterfølgende toldkravet mod den danske virksomhed, da det jo er den, der fejlagtigt har angivet, at varerne havde europæisk oprindelse. |
3.3. Toldværdi
Toldværdi af importerede varer skal ifølge GATT aftalen fra 1947 som udgangspunkt baseres på varens – eller tilsvarende varers – faktiske værdi. Toldværdien skal således ikke baseres på nationale varers værdi eller på andre vilkårlige eller fiktive værdier. Toldværdien fastsat som transaktionsværdien ved salg til udførsel til EU blev indført i 1979 i Tokyo-runden
og implementeret i Rådets forordning nr. 1224/80 i EU, som igen blev videreført ved rådets forordning nr. 2913/92; ”toldkodeks”.
Tolden størrelse opgøres således i hovedparten af tilfældene ud fra varernes transaktionsværdi – den pris, der faktisk skal betales for varen – og som en procentdel af denne værdi.
Ved import af en vare skal der således betales told af salgsprisen inklusiv omkostninger til fragt og forsikring til EU’s ydre grænse. Der findes imidlertid en række tillæg og fradrag, der skal tages højde for ved opgørelse af den korrekte toldværdi af varerne, fx emballage, værktøj, matricer og design eller ingeniørarbejde udført uden for EU. Hvis der ikke er taget højde for disse tillæg og fradrag, er resultatet, at der ikke betales den korrekte told af varerne, og hermed er ballet åbnet for et krav fra SKAT på efterbetaling af told.
Spørgsmålet om, hvornår der skal lægges yderligere omkostninger til fakturaprisen – eller ske fradrag af omkostninger – giver særligt udfordringer i relation til royalties og licensafgifter. Hvis betalingen af royalties eller licensafgift er en betingelse for salget af varerne, så skal der også betales told af disse typisk store omkostninger. Det skal bemærkes, at det er uden betydning for pligten til at betale told af royalty eller licensafgift, om det er udtrykkeligt aftalt – eller blot underforstået – at varerne alene sælges, hvis der betales royalty eller licensafgift.
Det forhold, at der er forskel på den person, som varerne købes af og den person, som royalty eller licensafgifter betales til, er i øvrigt ikke i sig selv ensbetydende med, at der ikke skal betales told af royalty eller licensafgifter. Enhver virksomhed, som importerer licenspligtige eller royaltypligtige varer, bør derfor nøje vurdere, om der er pligt til at betale told af disse omkostninger, eller om omkostningerne kan udelades ved opgørelse af tolden på varerne.
Et andet område, som hyppigt giver anledning til efteropkrævning på told, er virksomheders håndtering af omkostninger til agenter. Netop omkostningerne til disse mellemmænd, som