Selskabs- og erhvervsret
LETT har en meget omfattende praksis med rådgivning om selskabsret og øvrige erhvervsretlige forhold, som er en af LETTs kernekompetencer.LETTs advokater har en bred berøringsflade til erhvervslivet, og mange af vore partnere har påtaget sig bestyrelseshverv i virksomheder og fonde. Dette giver os en betydelig indsigt i og erfaring med kommercielle forhold, og vor juridiske rådgivning sigter derfor altid mod forretningsmæssigt bæredygtige løsninger, der i den konkrete situation er optimale for klienten.
Vor kompetence på det selskabsretlige og generelle erhvervsretlige område suppleres især af vore specialister inden for børs- og kapitalmarkedsret, virksomhedsoverdragelser, private equity og venture capital og skat.
LETT yder rådgivning inden for alle områder af selskabsretten og til både danske og udenlandske erhvervsvirksomheder, fra de største til de mindste.
LETTs selskabsretlige rådgivning omfatter blandt andet valg af etableringsform og etablering af selskaber og filialer. Vi bistår ved kapitalforhøjelser og andre former for kapitaltilførsel, herunder mezzaninkapital, samt ved kapitalnedsættelser.
LETT rådgiver i forbindelse med aktionær- og anpartshaveroverenskomster, incitamentsprogrammer, herunder ved tilrettelæggelsen af forskellige former for aktieaflønning. Vi bistår desuden ved vedtægtsændringer og i forbindelse med en eventuel fusion, spaltning eller anden omdannelse af selskaber, f.eks. ved likvidation.
Vore advokater assisterer desuden ved planlægning og gennemførelse af generalforsamlinger, herunder ved varetagelse af dirigenthverv. I denne sammenhæng rådgiver vi tillige omkring reglerne og principperne for ledelsesansvar.
LETT har ført et meget betydeligt antal retssager inden for selskabsrettens område, herunder det såkaldte selskabstømmerkompleks, der blandt andet angik grænsedragningen mellem lovlig finansiering og ulovlig selvfinansiering.
LETTs advokater har omfattende erfaring som foredragsholdere og skribenter om selskabs- og øvrige erhvervsretlige emner.










